19. nov. 2011

En kold aften i movember

Nu var det vist på tide, at denne side blev opdateret! Jeg har skrevet denne lille, sjove fanfiction/novelle omhandlende tre levende deltagere af denne blog samt to fiktive gutter fra rollespillet, L'école. Emnet er pandekager.





André rakte en vanteklædt hånd ud og ringede på dørklokken hos sine forældre. Bag ham stod hans bedste ven og kollega, Damien, flankeret af Sidsel, Hazel og Mary J. Det var en kold aften i movember måneder, og på husets tag lå et papirstyndt hvidt lag tidlig sne. Nu gik hoveddøren op, og dér stod Madame Belrose i egen smilende skikkelse. Til sin glæde opdagede Damien, at hun bar det forklæde, han havde foræret hende i julegave året forinden.

”Kom ind, kom ind, kære venner,” kvidrede den lave dame og viste dem ind i entréen, hvor de alle gjorde sig fri af deres overfrakker, halstørklæder, vanter, huer og vinterskotøj – undtagen Mary J., som klaprede rundt i et par højhælede sko.

Inde i den lune dagligstue sad Monsieur Belrose med en støvet historierelateret bog i skødet. Han kiggede op og var nær ved at tabe sine læsebriller, da gæsterne trådte ind.

”Så det er der, hans søn har det fra,” hviskede Hazel til Mary J. og Sidsel, og de grinede alle tre.

”Halløj, père,” hilste André og gik over for at give sin far et knus (nuuuurh).

Nu satte de sig ned i sofaerne og stolene omkring ildstedet og lyttede til den melodiøse julemusik, der flød ud fra radioen i hjørnet. Monsieur Belrose var ikke en mand af mange ord, men det var på samme tid heller ikke ubehageligt at være i hans selskab. Snart efter var Mary J. og Damien i fuld gang med en samtale vedrørende alle de steder, Damien havde besøgt i sin tid i England, mens Hazel og Sidsel grinende lyttede til Monsieur Belroses fortælling om dengang, André og Joseph – den yngste af Andrés ældre brødre – havde sneget sig ud i køkkenet og spist alle pandekagerne, inden de nåede at komme på bordet. André rynkede panden og forsøgte at skjule et smil.

Det varede ikke længe, før denne aftens duftende pandekager blev sat på bordet sammen med alverdens muligheder for fyld. Der var vaniljeis, syltetøj, bananskiver, nødder, chokoladesauce, endog importerede jordbær, hindbær og solbær.

Mens de spiste, snakkede de om løst og fast, og de hyggede sig gevaldigt. Mary J. og Damien, der havde glædet sig ekstra meget til at smage Madame Belroses pandekager, tog for sig, og køkkenets mesterinde-kok fyldte gang på gang deres tallerkner op med et smil.

Da tallerknerne var tomme og maverne fulde, satte de sig hen foran kaminen og hyggede sig med en kop kaffe. Der blev sat hjemmebagte småkager på bordet, og udenfor begyndte den skrøbelige novembersne atter at dale ned og lægge sig over den velplejede have.

19. aug. 2011

Frygt er ikke altid rationel

Kort introduktion fra forfatteren:
Et essay, som har været længe undervejs. Det sikrer mig blot en plads på denne blog - ikke andet.




Meningen er, at vi skal skrive noget nyt - selv, hvis vi har tekster liggende, der repræsenterer nogle af de foreslåede emner i forvejen. Meningen med denne blog er at skrive, og vi gør det af lyst, lysten til at skrive driver os fremad mod et usynligt mål, hvis eneste konkrete element ligger i, at vi vil opnå noget, men hvad? Man gør altid noget for at opnå noget, og gør man det ikke med det formål for øje, opnår man alligevel noget. Der er aldrig nogen vej tilbage - selv, hvis du går tilbage ad den vej, du kom fra. Der er kun regressioner, men fremadrettede regressioner, der ikke kan flygte fra tiden, der med sine blide strejf af erindringer trækker én ind i et knusende, kvælende, smertende favntag, der først slappes, når eller hvis man selv giver slip, men kan man slippe tiden?
Jeg må holde inde med disse kollektive vi’er, da dette kun tager udgangspunkt i mig, men fællesskabsfølelsen ved at skrive ”vi” frem for ”jeg” er ene og alene om at drive værket fremad, og samtidig falder jeg for det at generalisere, fordi jeg dybest set håber (det er billige ledetråde at skrive, hvad modsætningen til håb er i parentes) på, at nogen kan identificere sig med disse vage synspunkter. Som William Blake postulerer: ”At generalisere er at være idiot.” Hvem, med et foreholdsvist åbent sind, har ikke tilsluttet sig denne udtalelse? Men hvem vil erkende, at de er en idiot?

Der findes frygten for det ukendte svøbt i uigennemtrængeligt mørke; der findes frygten for at miste skjult i alles hjerter; der findes frygten for smerte forankret i alles sind; der findes frygten for ikke at præstere tilstrækkeligt i alles opfattelser af dem selv. Frygten findes. Den eksisterer i alle mulige afskygninger, som lurer et sted i baggrunden og først kommer op til overfladen, når mennesket er mest sårbart.

Men frygten er en følgesvend, der tvinger én til at handle fornuftigt, når den byder én at løbe væk fra fare som en kujon, en fejhed, man ikke vil kendes ved. Et grimt karaktertræk, som kun de slatne og svage skal bære ligesom i middelalderen, hvor ære og generøsitet belønnes med ophøjelse og rigdomme, et ideal, som gennemsnittet langt fra kan leve op til. Ydermere, foruden at være skildret i Shakespeares dramaer - hvor Shakespeare i øvrigt selv stiller spørgsmål til ærlighed og uærlighed, retfærdighed og fordærv - er æresbegrebet overdraget til den moderne opfattelse af menneskets handlemåde. Ikke én eneste gang falder det én ind, at frygten redder liv, selvom frygten er indgroet og én af bestanddelene i menneskets grundlæggende følelsesregister; frygten håndteres af amygdala i hjernens tindingelap. Angsten ruller ned over os som et ubehag, der ingen grænser har i takt med mørkets tykke, kolde tæppe, og den fastholder os i et jernhårdt greb, indtil sindelaget krakeleres, eller indtil man genvinder styrken og ser ”lyset for enden af tunnelen”. Lyset, for enden af tunnelen, som ikke eksisterer, men blot er en illusion, der skaber kortvarig tryghed. Hvorfor er vi ikke altid bange, når verdnen omkring os er større, end vi gør os begreb om, trods kortlægningen af jordens overflade, de syv have og jordens morfologi?

Det ordinære menneske - det komplet intetsigende menneske med et 8-16-job indebærende dage med bagen i kontorstolen eller ærmet fedtet ind i makrelmadder - det er den irrationelle angst i en nøddeskal, fordi karriere, ifølge senmodernitetens idealer, danner grobund for et spændende liv, hvilket man ikke vil frygte at berette om blandt bekendte. Erkendelsen af, at ikke kun valg af misundelsesværdig karriere, men også sindelag skaber dem, vi er, når frem til de fleste, men når ikke altid at rodfæste sig. Der er party i provinsen, forelæsninger på universitetet om innovative tiltag på arbejdsmarkedet og endnu en gadefejer, der skraber rester af folks liv op i skraldespandene. Verdnen er omfangsrig; globaliseringen formindsker verdnen omkring oss, men springer let og elegant over realiteterne, hvor nød og lidelse hersker. Men det er i grunden betydningsløst i forehold til den frygt, der er allestedsnærværende.

Hvorfor denne tekstmængde er nået hertil, kan man kun gisne om, da den stik imod viljens greb har udfoldet sig og kun udpenslet en sølle brøkdel af budskabet, hvis det eksisterer. Kvaliteten garanteres ikke. Ikke for alt i verden. Frygten eksisterer, hvor mennesket føler sig mest sårbart og værdiløst. Meningsløs. Hvor forståelsen må komme til kort overfor det uforudsigelige, abstrakte og uforklarelige.
Jeg er hverken bedre eller værre; jeg fletter mine tanketråde ind i et netværk af ord, der bevidner, at dét, som siges direkte, bliver pakket ind i vat. Ikke for at skåne læseren. Ikke for at skåne skribenten. Men for at skjule frygten. Frygt er ikke altid rationel.

24. jul. 2011

Når himlen græder

Jeg valgte at skrive en meget kort tekst om regn. Da jeg skrev det, tænkte jeg meget på ofrene på Utøya den 22. juli.



Der stod en dukke på gaden og kiggede op mod himlen. Den smukkeste, fineste dukke, man kunne tænke sig. Himlens sluser åbnede sig og sendte en kaskade af koldt regnvand ned på den lille dukke, som ikke havde magt til at fjerne sig, flygte og søge i tørvejr. Vandet løb som tårer ned ad de blege kinder, slaskede det lyse, krøllede hår til og ødelagde det sarte dukketøj. Men ingen kom og reddede hende.
Ville hun kunne svømme fra regnen? Ville den miste hende af syne og holde inde? Hun kunne fortvivlet krybe sammen i kantstenen og håbe på, at himlen ikke ville drukne hende.
Men da regnen var forbi, styrtede børnene ud af deres varme og trygge hjem, og de så et lille, druknet dukkebarn, som lå i vejkanten som en død fisk. En lille pige bukkede sig ned og samlede dukken op, men tøjet var ødelagt, håret var filtret og en bil havde kørt det højre ben af.
Hvorfor kunne de ikke lege i regnen?