Jeg valgte at skrive en meget kort tekst om regn. Da jeg skrev det, tænkte jeg meget på ofrene på Utøya den 22. juli.
Der stod en dukke på gaden og kiggede op mod himlen. Den smukkeste, fineste dukke, man kunne tænke sig. Himlens sluser åbnede sig og sendte en kaskade af koldt regnvand ned på den lille dukke, som ikke havde magt til at fjerne sig, flygte og søge i tørvejr. Vandet løb som tårer ned ad de blege kinder, slaskede det lyse, krøllede hår til og ødelagde det sarte dukketøj. Men ingen kom og reddede hende.
Ville hun kunne svømme fra regnen? Ville den miste hende af syne og holde inde? Hun kunne fortvivlet krybe sammen i kantstenen og håbe på, at himlen ikke ville drukne hende.
Men da regnen var forbi, styrtede børnene ud af deres varme og trygge hjem, og de så et lille, druknet dukkebarn, som lå i vejkanten som en død fisk. En lille pige bukkede sig ned og samlede dukken op, men tøjet var ødelagt, håret var filtret og en bil havde kørt det højre ben af.
Hvorfor kunne de ikke lege i regnen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar