Kort introduktion fra forfatteren:
Et essay, som har været længe undervejs. Det sikrer mig blot en plads på denne blog - ikke andet.
Meningen er, at vi skal skrive noget nyt - selv, hvis vi har tekster liggende, der repræsenterer nogle af de foreslåede emner i forvejen. Meningen med denne blog er at skrive, og vi gør det af lyst, lysten til at skrive driver os fremad mod et usynligt mål, hvis eneste konkrete element ligger i, at vi vil opnå noget, men hvad? Man gør altid noget for at opnå noget, og gør man det ikke med det formål for øje, opnår man alligevel noget. Der er aldrig nogen vej tilbage - selv, hvis du går tilbage ad den vej, du kom fra. Der er kun regressioner, men fremadrettede regressioner, der ikke kan flygte fra tiden, der med sine blide strejf af erindringer trækker én ind i et knusende, kvælende, smertende favntag, der først slappes, når eller hvis man selv giver slip, men kan man slippe tiden?
Jeg må holde inde med disse kollektive vi’er, da dette kun tager udgangspunkt i mig, men fællesskabsfølelsen ved at skrive ”vi” frem for ”jeg” er ene og alene om at drive værket fremad, og samtidig falder jeg for det at generalisere, fordi jeg dybest set håber (det er billige ledetråde at skrive, hvad modsætningen til håb er i parentes) på, at nogen kan identificere sig med disse vage synspunkter. Som William Blake postulerer: ”At generalisere er at være idiot.” Hvem, med et foreholdsvist åbent sind, har ikke tilsluttet sig denne udtalelse? Men hvem vil erkende, at de er en idiot?
Der findes frygten for det ukendte svøbt i uigennemtrængeligt mørke; der findes frygten for at miste skjult i alles hjerter; der findes frygten for smerte forankret i alles sind; der findes frygten for ikke at præstere tilstrækkeligt i alles opfattelser af dem selv. Frygten findes. Den eksisterer i alle mulige afskygninger, som lurer et sted i baggrunden og først kommer op til overfladen, når mennesket er mest sårbart.
Men frygten er en følgesvend, der tvinger én til at handle fornuftigt, når den byder én at løbe væk fra fare som en kujon, en fejhed, man ikke vil kendes ved. Et grimt karaktertræk, som kun de slatne og svage skal bære ligesom i middelalderen, hvor ære og generøsitet belønnes med ophøjelse og rigdomme, et ideal, som gennemsnittet langt fra kan leve op til. Ydermere, foruden at være skildret i Shakespeares dramaer - hvor Shakespeare i øvrigt selv stiller spørgsmål til ærlighed og uærlighed, retfærdighed og fordærv - er æresbegrebet overdraget til den moderne opfattelse af menneskets handlemåde. Ikke én eneste gang falder det én ind, at frygten redder liv, selvom frygten er indgroet og én af bestanddelene i menneskets grundlæggende følelsesregister; frygten håndteres af amygdala i hjernens tindingelap. Angsten ruller ned over os som et ubehag, der ingen grænser har i takt med mørkets tykke, kolde tæppe, og den fastholder os i et jernhårdt greb, indtil sindelaget krakeleres, eller indtil man genvinder styrken og ser ”lyset for enden af tunnelen”. Lyset, for enden af tunnelen, som ikke eksisterer, men blot er en illusion, der skaber kortvarig tryghed. Hvorfor er vi ikke altid bange, når verdnen omkring os er større, end vi gør os begreb om, trods kortlægningen af jordens overflade, de syv have og jordens morfologi?
Det ordinære menneske - det komplet intetsigende menneske med et 8-16-job indebærende dage med bagen i kontorstolen eller ærmet fedtet ind i makrelmadder - det er den irrationelle angst i en nøddeskal, fordi karriere, ifølge senmodernitetens idealer, danner grobund for et spændende liv, hvilket man ikke vil frygte at berette om blandt bekendte. Erkendelsen af, at ikke kun valg af misundelsesværdig karriere, men også sindelag skaber dem, vi er, når frem til de fleste, men når ikke altid at rodfæste sig. Der er party i provinsen, forelæsninger på universitetet om innovative tiltag på arbejdsmarkedet og endnu en gadefejer, der skraber rester af folks liv op i skraldespandene. Verdnen er omfangsrig; globaliseringen formindsker verdnen omkring oss, men springer let og elegant over realiteterne, hvor nød og lidelse hersker. Men det er i grunden betydningsløst i forehold til den frygt, der er allestedsnærværende.
Hvorfor denne tekstmængde er nået hertil, kan man kun gisne om, da den stik imod viljens greb har udfoldet sig og kun udpenslet en sølle brøkdel af budskabet, hvis det eksisterer. Kvaliteten garanteres ikke. Ikke for alt i verden. Frygten eksisterer, hvor mennesket føler sig mest sårbart og værdiløst. Meningsløs. Hvor forståelsen må komme til kort overfor det uforudsigelige, abstrakte og uforklarelige.
Jeg er hverken bedre eller værre; jeg fletter mine tanketråde ind i et netværk af ord, der bevidner, at dét, som siges direkte, bliver pakket ind i vat. Ikke for at skåne læseren. Ikke for at skåne skribenten. Men for at skjule frygten. Frygt er ikke altid rationel.
